Roulette i litteraturen

Lablée, 1801

La Roulette, ou le Jour er en roman, der tilfældigvis rummer den første fulde beskrivelse af spillet: rummene i Palais-Royal, de to nullerhjulNulDen ene grønne lomme, som ingen simpel chance, dusinindsats eller kolonneindsats dækker; kilden til husets fordel. Også: enkeltnul, 0.Læs det hele →, tableauetudstyrTableauDet trykte indsatsfelt på bordet. Også: bord, filt, dug.Læs det hele →, croupiernespersonerCroupierDealeren ved et roulettebord.Læs det hele → udråb. Den er primærkilden til roulettens oprindelse, og næsten ingen har læst den som roman, hvilket nok er rimeligt.

Dostojevskij, 1866

Spilleren blev dikteret på 26 dage for at opfylde en kontrakt og betale spillegæld, påført i Wiesbaden og Homburg. Dens fortæller, Aleksej, er huslærer i en russisk husstand i »Roulettenburg«, som vinder en formue ved bordene og taber den, og sig selv, i løbet af bogen. Beskrivelserne af bordene, de systemer, spillerne bruger, vissheden om, at en række må ende, og måden en gevinst føles som indsigt på, er den bedste skildring af spillerens fejlslutning på noget sprog, skrevet næsten halvtreds år før de 26 sorteindsatsSortSimpel chance på de 18 sorte numre. Fransk: noir.Læs det hele → og et århundrede før adfærdsøkonomi.

Bad Homburg og kurbyernes casinoerDostojevskijs Roulettenburg

Thackeray og kurbyerne

Vanity Fair slutter med Becky Sharp ved bordene i en tysk kurby, og kapitlet er en skarp skitse af, hvem der sad omkring et roulettehjul i 1840'erne: de ruinerede, de håbefulde, de kede og de professionelle. Thackeray havde set det; Baden-Baden lå på enhver engelsk rejsendes rute. Turgenjevs Røg (1867) udspiller sig i de samme rum.

Jack London, 1912

»Shorty Dreams«, en novelle i Smoke Bellew, er det ene stykke fiktion, der skildrer en vindende roulettespiller rigtigt, fordi spilleren ikke bruger et system. Smoke Bellew, en mand fra San Francisco, der er blevet Klondike-guldgraver, sætter sig ved et roulettebord i Elkhorn-saloonen i Dawson og begynder at vinde, nat efter nat, 3.500 dollars ad gangen. Hans makker Shorty beslutter, at han må drømme. Dawsons spillere, der fra »de matematiske eksperter på universiteterne« ved, at roulette selv er det eneste system, fylder notesbøger i forsøget på at afkode hans indsatser og finder intet, fordi Smoke varierer sit spil med vilje, og en gang taber fyrre indsatser på grænsen i træk for at sløre billedet.

De ti spilleejere i byen lægger en bank på 10.000 dollars sammen i et baglokale og inviterer ham til at tage kampen op med den. Han sprænger den på halvanden time. Stillet over for valget mellem at sætte deres grænser ned til en cent eller lukke bordene spørger de, hvad han vil sælge systemet for. Tredive tusind dollars, siger han, tre tusind til hver, betalt i guldstøv, og han vil love aldrig at spille det igen i Dawson. De betaler. Så viser han dem: når kuglenudstyrKugleDen lille kugle, der sendes ud langs banen mod rotorens omløbsretning. Moderne kugler er af ivorine eller teflon, 18–21 mm.Læs det hele → sendes af sted, mens 9 er over for holderen, vinder 26; 11 over for giver dobbeltnulvariantDobbeltnul00-lommen på det amerikanske hjul. Dens tilstedeværelse hæver husets fordel fra 2,70% til 5,26%.Læs det hele →; dobbeltnul over for giver 32. »Det sker ikke altid, men det sker som regel.« Store Burke stopper hjulet, ser på det, ser på ovnen ved siden af bordet og bander. Hjulet er skævt af varmen. Det var aldrig et system; det var et skævt hjullaboratoriumSkævt hjulEt hjul, hvis fysiske defekter gør nogle lommer mere sandsynlige end 1/37. Sjældent, og kan kun påvises med tusindvis af registrerede spin.Læs det hele → og en mand, der lagde mærke til det.

London havde overvintret i Klondike i 1897–98 og kendte saloonerne. Historien er en komplet lektion i fordelsspil omkring halvtreds år før Thorp: observer, registrer, sats på sektorenhjulSektorEn sammenhængende bue af lommer på hjulet, til forskel fra en gruppe på tableauet.Læs det hele →, varier mønstret, så huset ikke kan se, hvad du ser, og sælg, før de flytter bordet. Joseph Jagger havde gjort det i virkeligheden i Monte Carlo omkring 1880; Londons version er sjovere, og spillernes forelæsning om, hvorfor systemer ikke kan virke, er lige så præcis som noget på dette websted.

Roulette i Monte CarloMyte: Systemer slår hjulet

Fleming, 1953

Casino Royale handler mest om baccarat. Ved rouletten satser Bond på de to første dusinerindsatsDusin1–12, 13–24 eller 25–36, udbetaler 2:1.Læs det hele → til bordets maksimum, dækker to tredjedele af tableauet og vinder i den scene seks spin ud af syv; Fleming lader ham notere, at hvert spin ikke har nogen forbindelse med det foregående. »James Bond-strategien«, der sælges online, en spredning på 19–36, six lineindsatsSix lineSeks numre i to tilstødende rækker, udbetaler 5:1. Fransk: sixain.Læs det hele → 13–18 og nul, findes ikke i romanen og heller ikke i nogen af de Fleming-bøger, vi har tjekket; hvem der først gav den Bonds navn, vides ikke. Begge indsatser koster 2,70% på et hjul med ét nul. Strategiafsnittet har regnestykket.

Bordgrænser i roulette

Faglitteratur

Thomas Bass’ The Eudaemonic Pie (1985) fortæller historien om skocomputerne og er den bedste bog om roulettefysik for den almindelige læser. Richard Epstein og Stewart Ethier skrev den seriøse matematik. Russell Barnharts Beating the Wheel (1983) samler historien om skævhedsspil. Ingen har skrevet en læsværdig bog om, hvorfor systemer fejler, fordi det kan stå på én side, hvilket dette websted har.

Eudaemons

Hvad fiktion ved

At systemet er en måde at føle kontrol på. At en gevinst føles som viden. At rækken, der ikke kan fortsætte, fortsætter. At den eneste spiller, der virkelig vinder, er den, der fandt noget galt med hjulet, og at han bør sælge hurtigt. At bordet er stedet, hvor en person viser, hvem vedkommende er, når udfaldet ikke afhænger af vedkommende. Matematikken siger det samme i tal; romanforfatterne sagde det først.

Spørgsmål