Eudaemons

En fornemmelse i en bar i Las Vegas, 1975

I sommeren 1975 brugte Norman Packard, en fysikstuderende, to måneder på at tælle kort i blackjack i Las Vegas sammen med en ven, Jack Biles, og det løb kun lige akkurat rundt. Over en sidste drink sagde Biles, at han ville vædde på, at roulette kunne slås med fysik, og Packard huskede en gådefuld linje i Edward Thorps Beat the Dealer om en metode til roulette. De to lånte en båndoptager, stillede sig ved siden af hjul i flere casinoer og bankede på mikrofonen, hver gang kuglenudstyrKugleDen lille kugle, der sendes ud langs banen mod rotorens omløbsretning. Moderne kugler er af ivorine eller teflon, 18–21 mm.Læs det hele → passerede et fast punkt. Tegnet ind på millimeterpapir viste bankene, at kuglen bremsede op og faldt på en regelmæssig måde. Packards skolekammerat Doyne Farmer, ph.d.-studerende ved University of California i Santa Cruz, kaldte det spild af tid, indtil han selv regnede på det: den, der kan time kuglen med omkring en tiendedel sekunds nøjagtighed, burde på papiret kunne sige, hvor den lander, inden for nogle få numre.

Et hjul i fysiklaboratoriet

I foråret 1976 betalte Farmer og Dan Browne $1.500 kontant for et istandsat casinohjul på et værksted i Reno og sagde, at det var til en fest i en studenterforening. I månedsvis bar de det om natten til universitetets undervisningslaboratorium og målte det med infrarøde sensorer, et hjemmebygget elektronisk ur og et kamera, der blev udløst af lyden af kuglen, der ramte metal. Det, de fandt, er stadig en god kort liste over, hvad der betyder noget i et spin. Luften står for det meste af opbremsningen, mere end kuglebanen. Et hjul, der er så lidt som en tiendedel tomme ude af vater, ændrer, hvor kuglen forlader kuglebanen, og på et hjul med hældning slipper kuglen som regel ved den høje side, hvilket gør forudsigelsen lettere. Kugler er forskellige: en teflonkugle bremsede dobbelt så hurtigt op som en af billardkuglekomposit. Og når kuglen har forladt banen, hopper den stadig, i gennemsnit ikke mere end en fjerdedel til en tredjedel af vejen rundt. Det hop var det spørgsmål, hele planen hang på, og det var ikke bredt nok til at udslette forudsigelsen. Ved sommerens slutning satte de den mulige fordel til 44%, det tal, Thorp havde angivet for sit eget apparat.

Roulettehjulets fysik

Firmaet og tærten

De kaldte foretagendet Eudaemonic Enterprises efter et græsk ord for lykken ved et liv, der leves efter fornuften. Alle, der arbejdede på det, skulle betales af fremtidige gevinster i forhold til de timer, de havde lagt i det: et stykke af det, de kaldte the Eudaemonic Pie, den eudaimoniske tærte. Gevinsterne skulle betale for et fællesskab af venner, der drev videnskab på deres egne betingelser.

En computer under armen, 1976–1978

Den første maskine voksede ud af en byggesætcomputer, der kom med posten i september 1976 for $250, bygget på 6502-processoren, som Apples computere også brugte. Farmer, der aldrig havde programmeret før, skrev ligningerne for kuglen og rotorenudstyrRotorDen roterende del af hjulet, som bærer lommerne.Læs det hele → ind i den. Casinoversionen blev båret spændt fast på kroppen, under armen eller, for kvindernes vedkommende, i en bh. Spilleren ved hjulet klikkede på kontakter med storetæerne: den ene tå markerede nullethjulNulDen ene grønne lomme, som ingen simpel chance, dusinindsats eller kolonneindsats dækker; kilden til husets fordel. Også: enkeltnul, 0.Læs det hele → og derefter kuglen, hver gang de passerede et fast punkt, den anden flyttede programmet mellem dets indstillinger. At tilpasse programmet til et bestemt hjul tog omkring tyve minutters stille klikken. Så, nogle få sekunder inde i hvert spin, udpegede computeren en af otte sektorerhjulSektorEn sammenhængende bue af lommer på hjulet, til forskel fra en gruppe på tableauet.Læs det hele → på hjulet, eller signalerede »ingen indsats«, ved at lade små stifter summe mod huden. En anden spiller længere nede ad bordet, forbundet med et svagt radiosignal, mærkede den samme summen og dækkede tre eller fire numre i den sektor og byttede nogle gange et ud med et nabonummer på hjulet, så mønsteret blev sværere at aflæse.

Den første tur, til Lake Tahoe og Reno i december 1977, var ét langt udstyrssvigt. Nogle få uger senere, på Golden Gate i Las Vegas’ gamle centrum, spillede Farmer alene i fire en halv time for ti cent pr. jetonpengeJetonEt spillemærke, der repræsenterer et fast beløb, og som placeres på tableauet for at gøre en indsats. Også: cheque.Læs det hele →. Overskuddet var lille, men over flere hundrede spin satte han og Browne forsigtigt fordelen til 25%.

Hjulene i Las Vegas

Sommeren 1978

Den sommer spillede gruppen på skift i ugevis, i det gamle centrum og på The Strip, to sessioner om dagen og aldrig i det samme casino to aftener i træk. De førte en notesbog over hvert casino: dets hjul, og hvor meget de var ude af vater, dets personale, dets vagtskifter. Hjulene i Las Vegas viste sig at hælde imødekommende meget og spillene sent om natten at gå langsomt, og det var, hvad computeren havde brug for, eftersom en langsom rotor og en hurtig kugle giver mere tid til at måle og til at satse. Der var gode nætter. På Circus Circus forvandlede et skift af croupierpersonerCroupierDealeren ved et roulettebord.Læs det hele → klokken to om natten en tabende session til flere hundrede dollar med 25 cent pr. jeton. Og der var en jævn strøm af svigt: løse ledninger, radioforbindelser, der drev med temperaturen, elektriske stød fra antennetrådene, der var syet ind i deres skjorter. En nat satte stifterne sig fast, ledningerne blev overophedede, og Ingrid Hoermann spillede videre trods en forbrænding hellere end at forlade et vindende bord. Casinoets personale lagde mærke til gevinsterne og aldrig til metoden; en gang greb en croupier, oprevet over en voksende stak jetoner, fat i det drejende hjul og vred det rundt.

På tretten måneder tog de otte ture til Nevada og vandt, med indsatser på mest ti og femogtyve cent, nogle få tusind dollar. En session på California Club i december 1978 gav mere end $1.000 på tre timer og overbeviste dem om, at metoden fortjente bedre hardware.

Computeren i en sko, 1980–1981

For at få ledningerne væk fra kroppen besluttede de at lægge det hele i sko. Mark Truitt, en nyuddannet fysiker, der var gået fra en jobsamtale om arbejde med militær radar, brugte halvandet år på det. Idéen, der fik det til at passe, kom fra en tekniker på universitetet: sluk computeren mellem forudsigelserne, så skal den bruge langt færre batterier. Truitt satte chipsene på to printplader, han selv ætsede, vendte den ene om oven på den anden og fyldte mellemrummet med hård voks, hvilket gav en blok på omkring to gange fire tommer og en halv tomme tyk, som man kunne gå på. Batterier, antenne og to af de tre summere kom i hælen. Tre summere med tre hastigheder gav ni signaler: otte sektorer og »ingen indsats«. En skomager udhulede almindelige lædersko og stillede ingen spørgsmål.

I november 1981 tog Farmer og forfatteren Thomas Bass skoene og $2.500 med til Las Vegas. Ved det første bord ramte den første forudsigelse, og så begyndte summerne at gå i gang i flæng. Casinoer er fulde af elektrisk støj, fra overvågningskameraer, neonskilte og spilleautomater, og den overdøvede den svage radioforbindelse mellem skoene; et fjernsyn på motelværelset gjorde det samme. Flere dages reparationer udført af fire personer kurerede det ikke, og der stoppede projektet. Udstyret endte i en kuffert i en kælder i Santa Cruz.

Hvad 44% betyder

På et amerikansk hjul vinder en straight upindsatsStraight upÉt enkelt nummer, udbetaler 35:1.Læs det hele → i gennemsnit én gang på 38 spin og udbetaler 35 til 1, hvilket koster spilleren 5,26%. En fordel på 44% er, hvad den samme indsats er værd, når den vinder én gang på 25 spin: 36 jetoner kommer tilbage for hver 25, der satses. Computeren behøvede altså aldrig at kende nummeret. Den skulle få de numre, den valgte, til at komme omkring halvanden gang så ofte, som tilfældet tillader.

Amerikansk roulette

Hvorfor en stor fordel stadig føltes som hasard

En fordel ved 35 til 1 betaler sig langsomt og ujævnt. En af gruppens rådgivere advarede om, at en spiller, der satser $100 pr. nummer, kunne være $10.000 eller $20.000 i minus, før fordelen viste sig, og regnestykket er enigt: med en fordel på 44% på enkeltnumre er en spiller stadig i minus efter 100 spin næsten én gang ud af fire. Derfor begyndte Eudaemons med indsatser på ti cent og byggede deres bankrollpengeBankrollDet samlede beløb, der er sat af til spil. Bankrollstyring er at beslutte, hvor meget af det du vil risikere pr. indsats og pr. session.Læs det hele → op af gevinster, og derfor brugte Alan Lewis, der sluttede sig til dem i 1978, sin tid på, hvor meget der skulle satses. Farmer mente senere, at de havde været for forsigtige. Små indsatser holdt dem sikre, og de betød også, at flere års arbejde indbragte meget lidt.

Hvad det kostede, og hvad det gav

Omkring $15.000 gik til dele, værktøj og Truitts løn, det meste fra Farmer og fra Letty Belin, en jurist, der senere giftede sig med ham. Farmer blev krediteret for 3.500 timers arbejde, Truitt for 3.000 og Packard for 2.000. Over for det står de få tusind dollar, der blev vundet med små indsatser. I 1983 annoncerede Farmer i et spilleblad efter investorer og beskrev en prototype med en dokumenteret fordel i casinoet på 20 til 40%. Da Eudaemons spillede, havde Belins gennemgang af Nevadas love ikke fundet noget, der forbød at forudsige et spil; i maj 1985 gjorde staten det strafbart at bruge et apparat til det. Det, der holdt, var videnskaben. Arbejdet med at bygge computerne skolede Farmer, Packard og deres venner til kaosforskningen, og det var der, de skabte sig et navn.

At læse bogen i dag

Thomas Bass, der placerede indsatserne på den sidste tur, fortalte historien i The Eudaemonic Pie (1985), bygget på lange interview med gruppen, og den er kilden til denne side. Bogens korte roulettehistorie er mindre pålidelig end dens beretning om projektet. Den gentager fortællingen om Jaggers seks hyrede kontorister, som går tilbage til en bog fra 1901 og ikke længere (se Joseph Jagger), og den lægger Thorp og Shannons casinotest i 1962, hvor Thorps egne beretninger siger sommeren 1961.

Spørgsmål